background

PtX i Energibyerne

PtX teknologien, som kan lave grønt brændstof til den tunge transport skal også være en del af løsningen i mellemstore kommuner.
Det mener Energibyerne.dk, som er samarbejde mellem syv førende energikommuner, Frederikshavn, Ringkøbing-Skjern, Skive, Horsens, Middelfart, Sønderborg og Høje-Taastrup.
Energibyerne vil hjælpe mellemstore kommuner med at udvikle og planlægge PtX anlæg, så de passer ind i kommunens energiplanlægning og erhvervsudvikling. Det sker i et nyt projekt, som Energibyerne planlægger at gennemføre sammen med PlanEnergi, Topsøe, EA Energianalyse, Aalborg Universitet og Tankegang. Parterne har søgt om midler fra den energiteknologiske udviklingsfond EUDP.

 

En kompleks opgave

- Det er en kompleks opgave at etablere et PtX anlæg, og det kan være en meget stor mundfuld for en kommune at overskue. Det har kunnet lade sig gøre i GreenLab i Skive Kommune, og erfaringerne derfra vil vi bygge videre på. Målet er, at PtX kan blive udbredt de steder i landet, hvor der i forvejen er biogas og grøn strøm, fortæller direktør Peter Rathje fra ProjectZero i Sønderborg, som er en af Energibyerne.

Målet med projektet er at udvikle værktøjer til kommunernes planlægning, herunder også borgerinddragelse, som er afgørende for, at et anlæg kan etableres.

 

Afgørende teknologi
Professor Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet slår fast, at PtX er en afgørende teknologi for at nå i mål med den danske klimaambition. De kendte biobrændsler er ikke bæredygtige til at forsyne den tunge transport.

- I de kommende år skal vi her i Danmark eksperimentere med PtX og afprøve forskellige muligheder for at indhente fælles viden. Noget lykkes, og andet går mindre godt, men ved at prøve mulighederne af, vil Danmark stå med et teknologisk forspring, når teknologien skal bredes ud i hele verden, mener Brian Vad Mathiesen.

 

Den rigtige konstellation
Per Alex Sørensen fra PlanEnergi leder projektet, og han mener, at Energibyerne er den helt rigtige konstellation.

-  Her kan vi arbejde med byernes forskellige forudsætninger og muligheder og dermed med forskellige teknologier. På den måde får vi en bred viden om udbredelse af PtX i Danmark. For mig som energiplanlægger er det afgørende, at et anlæg placeres og dimensioneres, så det passer til de lokale behov og til den infrastruktur, der er i forvejen, siger Per Alex Sørensen.