background

Sid klar ved din pc ugen efter påske

3/3-2021

Ugen efter påske åbner bygningspuljen for tilskud til energiforbedringer. Energibyerne opfordrer interesserede borgere i de 7 kommuner til at sidde klar ved computeren for at få del i de lune penge. 

Revet væk på få dage
Da den tilsvarende pulje var åbent i nogle få dage i efteråret 2020, søgte 19.000 om tilskud, og de 245 mio. kr., som var til rådighed, gik til de 5420 hurtigste.
SparEnergi har netop meldt ud, at ansøgningsportalen åbner i uge 14. Tidspunktet er ikke lagt fast, men det bliver sendt til alle, der abonnerer på SparEnergis nyhedsbrev.
Energibyerne gør alt for at forberede borgerne så godt som muligt. ProjectZero i Sønderborg har holdt informationsmøder, som stadig er tilgængelige online. I samarbejde med Sønderborg Ugeavis har ProjectZero udgivet et tillæg om energiforbedring af boliger, som er sendt ud sammen med avisen.

Orienteringsmøde på Facebook
Ringkøbing-Skjern Kommune holder et orienteringsmøde på Facebook torsdag den 11. marts med information om puljen. Alle kan være med, også folk uden en Facebookprofil.
Et sikkert råd til husejerne er at få udarbejdet en energirapport for huset. Den skal bruges ved alle ansøgninger, bortset fra udskiftning af olie- og gasfyr.
De fleste vil vælge en varmepumpe, og her er det en god idé at få et tilbud fra en installatør så hurtigt som muligt. Man skal nemlig opgive varmepumpens energiklasse ved ansøgningen.