Randers Kommune bliver Energiby
Fra 1. januar 2025 bliver Randers Kommune en del af Energibyerne. Samtidig træder Frederikshavn Kommune efter eget ønske ud af fællesskabet.
-Energibyerne er et stærkt fagligt forum, hvor vi kan hente inspiration og få idéer til at skærpe den indsats, Randers Kommune gør for at blive klimaneutral, siger kommunens kontaktperson i Energibyerne, energiplanlægger Peter Didriksen.
Randers Kommune er meget langt fremme, når det gælder omstilling af energisystemet. Fra 2024 er kommunen næsten selvforsynende med el fra solceller og vindmøller. Samtidig er den kollektive varmeforsyning omstillet, så den ikke længere bruger kul, olie og gas.
Randers Kommune skal være klimaneutral senest i 2045, og arbejder nu meget med inddragelse af borgerne og med lokalt ejerskab til den grønne omstilling. Kommunen har en mangeårig tradition for at være i front med affaldssortering, så de grønne vaner er kendt stof for borgere og virksomheder i Randers Kommune.
Et andet centralt punkt i klimaarbejdet i Randers Kommune er klimasikring. Stigende havvand og ikke mindst øgede vandmængder i Gudenåen kan give store udfordringer i Randers Kommune. Her er det afgørende at finde de rigtige og bæredygtige løsninger sammen med borgerne. Og kommunen ønsker at skabe merværdi i de store og små projekter, der skal gennemføres for at håndtere fremtidens øgede vandmængder.
Som en del af Energibyerne deltager Randers Kommune også i Klimafolkemødet 2025. Her byder Energibyerne igen ind med debatter og videndeling om de emner, der rører sig i de seks byer.
-På Klimafolkemødet henter vi fælles inspiration om borgerinddragelse, grøn omstilling, byggeri, transport, forbrug, klimasikring og alle de andre emner, Energibyerne arbejder med. Samtidig får vi kontakt med eksperter, ildsjæle og andre organisationer, som arbejder med vores område, og vi synliggør Energibyernes arbejde, fortæller journalist Stener Glamann fra Tankegang, der koordinerer Energibyernes indsats på Klimafolkemødet.