background

Nyt projekt: Klimaborgere i energibyerne

15/12-2020

Et fælles projekt for Energibyerne skal gøre det nemt for borgerne i de syv byer at træffe klimavenlige valg. Det gælder både for deres bolig, transport og forbrugsmønster. Projektet handler om borgerinddragelse, som tager udgangspunkt i den enkelte borgers virkelighed og hverdag. Energibyerne vil i direkte dialog med borgerne og tilbyde dem hjælp til energiforbedringer eller nye vaner, som er lige til at gå til. Nogle borgere er skeptiske, andre er tech-interesserede, nogle fokuserer på økonomi, andre på lokale fællesskaber, mens andre igen er magelige. En voksende gruppe er meget interesserede i at gøre en personlig indsats for at belaste kloden mindre. Alle disse grupper skal projektet favne og være i tæt dialog med, så de hver især gør en lille eller stor indsats. Energibyerne vil med projektet bygge videre på egne erfaringer fra snesevis af projekter, kampagner og programmer, som de syv byer har været engageret i. Digitale værktøjer bliver en vigtig del af kommunikationen, og her behøver Energibyerne ikke opfinde den dybe tallerken. Der er i de seneste år udviklet en stribe apps og digitale services, som kan hjælpe borgere med energiforbedringer, transportløsninger eller bæredygtigt forbrug, der passer til den enkeltes livssituation og ambitioner. Energibyerne søger samarbejdspartnere til det fælles projekt, gerne i andre EU-lande.