background

Bioøkonomi – fra spildprodukt til energikilde

Hvordan kan vi forvandle spildprodukter til nyttige energikilder? Det er kernen i EU-projektet CISKA, som Energibyen Skive driver sammen med to lokale symbioseparker, GreenLab Skive og Esval Miljøpark i Nes Kommune i Norge.

GreenLab er en oplagt partner, da de to første bioøkonomiske virksomheder allerede har etableret sig i den grønne erhvervspark.

Det drejer sig om Quantafuel og Danish Marine Protein.

Quantafuel omdanner plastikaffald til grøn olie. Anlægget er det første af sin art i verden, og den norske virksomhed har valgt at etablere sig i GreenLab på grund af muligheden for samarbejde med andre for eksempel om brug af overskudsvarme.

Danish Marine Protein producerer økologisk protein til dyrefoder, og her er råvaren invasive søstjerner, som truer bestanden af muslinger i Limfjorden. Igen en ægte win-win, hvor et problem bliver forvandlet til en ressource.

GreenLab arbejder med et stort Power2X anlæg, hvor vindmøller og solceller leverer strøm til et metanol- og et elektrolyseanlæg. På den måde producerer GreenLab Skive al energi til industriparken og kan samtidig sælge grøn gas til transportsektoren.

Læs mere om CISKA her og besøg GreenLab her