background

Lån en gratis elcykel i Frederikshavn

Over 200 gange om året tikker der en mail ind hos Energibyen Frederikshavn fra en borger, der gerne vil låne en elcykel gratis i en testperiode. Og hver gang breder der sig et lille smil på læben hos projektchef Poul Rask Nielsen.

Hvis man prøver cyklen på en tur til og fra arbejde nogle dage i træk, så er det lettere at bedømme om bilen kan skiftes ud med en el-cykel. Og sidste års udlån var en stor succes. Cykelhandlerne fra Skagen til Sæby fortæller, at de sælger langt flere el-cykler. Vi håber jo, at endnu flere får øjnene op for cyklen og el-cyklen, som alternativ til bilen eller som transportmiddel i stedet for bil nummer to, siger Poul Rask Nielsen.

En af de tilfredse elcyklister er den 30-årige Mette Allerslev Zimmer fra Sæby, der delte sine erfaringer med Nordjyske Stiftstidendes læsere i foråret 2020. Overskriften på artiklen var: Mette kører 100 kilometer for en krone.

Mette Allerslev Zimmer har 15 kilometer på arbejde og glæder sig over at få frisk luft og motion og at spare hundredvis af kroner, fordi familien nu ikke har brug for bil nummer to.

Også klimaet har betydning for den cyklende sygeplejerske fra Sæby, og det bakkes op af et lille regnestykke, Poul Rask Nielsen har gennemført.

Hvis alle bilister i Frederikshavn Kommune én gang om ugen erstatter en fem kilometers biltur med en cykeltur, vil det spare klimaet for 676 ton CO2 om året. Cyklistforbundet har tidligere dokumenteret, at 30% af alle bilture er på under fem kilometer.

Læs mere her